Det er et spørgsmål, som vi hører fra rigtig mange af vores kunder. Og forståeligt nok! Man vil jo gerne kunne planlægge sin fest på allerbedste vis, og det kræver lige lidt praktiske informationer omkring tipien og antallet af gæster man kan tillade sig at invitere. Så: Hvor mange personer kan der være i en Stratus-tipi?
Det korte svar er max 72 siddende personer.
… men i virkeligheden op til 96 siddende personer!
Og dog anbefaler vi kun cirka 50 siddende personer…
Forvirret? Det forstår vi godt. Lad os tage et kig på en plantegning til det vi anbefaler som det absolutte max antal siddende gæster: 72 personer.
På billedet er der aftegnet 12 stk. bord/bænke-sæt med 6 siddende personer ved hvert bord. Det kunne i princippet lige så fint være borde og stole. Som I kan se, tillader tipiens udformning fint denne opstilling: Men der vil ikke være plads til noget som helst andet. Vi vil også kun lave den for kunder, der samtidig bestiller 2 stk. Wallflex på tipien, så man udvider indgangspladsen i teltet betragteligt. Det giver ikke mere plads ved bordene, men det giver trods alt luft ved indgangen.
Vi har lavet en lille video, der viser hvordan opsætningen for 72 personer ser ud – i kan se den herunder:
Men hvorfor skriver i så også op til 96 personer?
Jamen det gør vi, fordi at vores borde er 2 meter lange – og dermed er der egentlig plads til op til 8 personer ved hvert bord, og dermed 96 personer ved en opsætning med 12 borde som den i ser her. Det er bare sjældent, at vores kunder vælger at sidde 8 personer ved hvert bord, og det er derfor ikke noget vi skilter med.
Men forestil jer en studenterfest kun med unge mennesker, der kun skal bruge teltet sidst på dagen som samlingspunkt til at sidde og drikke et par øl efter en velfortjent studenterrundtur. Ingen taler, ingen gasbålsteder, ingen andre dikkedarer. Hvis kunden havde et ønske om at makse antallet af gæster i teltet helt ud, ville ovenstående plategning passe fint til sådan en lejlighed.
… og dog anbefaler I kun cirka 50 personer pr. tipi?
Ja. Og det gør vi af den simple grund, at langt de fleste af vores udlejninger ikke lige er til Bier-fest-lignende tilstande (selvom det nu også kan være drønhyggeligt).
De fleste af vores kunder ønsker god plads til en bar-løsning, til at mingle mellem bordene og måske at have et gasbålsted med levende flammer stående i midten af det hele. Teltet virker automatisk større og mere luftigt, når man ikke fylder det op – og på den måde udnytter man storheden i teltet meget bedre.
I kan se et eksempel på en plantegning til 42 personer herunder:
Nu er I forhåbentlig blevet lidt klogere på det hele – og måske alligevel overhovedet ikke. For hvad så hvis man er lige præcis på grænsen mellem ét eller to telte – fx 60-80 personer?
Svaret er: Det finder vi ud af. Sammen. Ring til os, eller aftal et møde så vi kan snakke mulighederne og jeres ønsker og behov igennem – der er kæmpe forskel på, om det er et sølvbryllup eller en konfirmationsfest. Vi skræddersyer hjertens gerne en plan til jer.